Stemme og jobsamtale
fredag, 10. december 2010I de sidste par uger, har jeg haft tre klienter, som alle skulle til en jobsamtale. De ville derfor gerne være sikre på at deres stemme virkede rolig og at de kunne tale med autoritet.
Fælles for dem alle tre var, at de virkelige havde forberedt sig godt: skrevet en ansøgning, som var så god at de blev kaldt til samtale. Sat sig ind i hvad det var for et firma, de skulle til samtale hos, så de kunne tage de rigtige valg bla. omkring hvad de skulle tage på til samtalen.
De udtryksmæssige ting, som mine klienter gerne ville blive bedre til var bla.
- at tale uden at lyde nervøs
- at kunne tale langsomt
- at kunne holde pauser
- at kunne tale med autoritet
For som én af mine klienter sagde: “Nu har jeg skrevet en god ansøgning og fundet ud af hvad jeg skal tage på. Og så ville det jo være dumt hvis jeg ikke også forberedte min stemme og min personlige fremtræden”
I dag er de fleste af os jo i jobs, hvor vi skal tale med andre og til andre. Derfor kommer der mere og mere fokus på stemme, kropssprog og fremtræden.
To af mine klienter fik deres drømmejob. Den sidste fik ikke jobbet efter samtalen men hun fortæller, at hun aldrig før har gennemført en samtale, hvor hun havde styr på sin stemme og kunne bevare roen igennem hele samtalen. Så hun føler sig nu helt klar til at komme til sin næste samtale.







